Skovmeditation

Kort beskrivelse

Skovmeditation – en magisk oplevelse, både for krop og sjæl!

Psykoterapeut Grethe Lindholm Pedersen, Helseværkstedet i Jelling har gennem de seneste 4 år ca. en gang om måneden inviteret til skovmeditation.

Meditation i skoven er en anderledes meditations oplevelse. Det at meditere i naturens rum opleves som en større nærhed med sig selv og forstærkelse af sine egne sanser. Deltagerne beretter om oplevelsen af stilhed, ro og fordybelse. En fordybelse, som hverdagens travle liv ikke levner plads til. Ofte opleves det som om sanserne udvides, og man næsten smager duften af skovbund og mærker lydene fra vindens tag i trækronerne mod huden. Disse fornemmelser skaber et indtryk af at være et med naturen – at være i pagt med noget, der er større end en selv, samt en følelse af at være komme hjem i sig selv.

I det øjeblik, at deltagerne er guidet ind i en meditativ ro, forstærkes klarsanserne, intuitionen og den indre fordybelse. At meditationen foregår ude i naturen giver ofte deltagerne svar, indsigter og erkendelser, som der er søgt efter længe. Der dukker ofte inspirationer og nye ideer op til at håndtere et problem eller til at komme videre med en udfordring. Alt fra ro i kroppen, fornyet energi, møde med et skov”monster” i fantasien, oplevelse af  ny fødsel, stilhed, jordforbindelse, stilhed i krop og sjæl, opladning, at skuldrene falder ned, tanketomhed og dybere vejrtrækning er nogle af de ord, deltagerne sætter på oplevelsen.

Hvordan foregår skovmeditation?:

Vi mødes i skumringen et stemningsfuldt sted i en nærmere angivet skov.  Her vil vi være stille sammen i stearinlysenes skær og opleve, at naturen går til ro, og alt bliver tyst.  Vi vil opleve stilhed, ro og nærvær med os selv og naturen.

I den næste time guider jeg en række forskellige meditations- og vejrtrækningsøvelser på den lille plet i skoven, som er nøje udvalgt til aftenens meditation. Vi arbejder bl.a. med vores jordforbindelse, centrering og vores kosmiske forbindelse gennem træerne. Vi favner træerne – ofte søger vi de tykke, gamle stammer med et rodnet, som man misunder dem, vi mærker træets puls og temperatur og fornemmer, hvordan træets ro og styrke overføres til en selv.

Påklædning og fodtøj er afslappet tøj, der ikke strammer og som er afpasset til vejret. Mange af meditationerne foregår stående, så man skal selv tage sidde/liggeunderlag, samt tæpper med, hvis der er brug for at sidde eller ligge. En god stilling kan være at sidde med et veludvalgt, stort træ som ryglæn.

Efter ca. 1 times meditation forlader man skoven i stilhed, og ofte i dyb ro og afklaring. Herefter samles deltagerne til en – hvis man har lyst – delagtiggørelse i hinandens oplevelser fra skoven under meditationen. Dette udtrykker flere deltagere som indsigtsfuld på det personlige plan, da der også her dukker sammenhænge og forståelser op, som deltageren ikke selv kan få øje på. Her er der mulighed for at få spirituel terapeutisk guidning fra Grethe til forståelse for meditationens budskab til den enkelte.

Hvad giver det mig at være i naturen?:

Ubevidst tiltrækkes vores menneskelige natur af ønske om forbundethed med naturen. Det er der, vi kommer fra, og det er der, vi ender. Naturens positive indflydelse giver os større livsglæde, overskud og velvære, og virker stressforebyggende. Naturlige omgivelser har en helbredende virkning. Nyere forskning viser, at jo oftere mennesker besøger skove og grønne områder og jo længerer tid, de tilbringer der, des mindre stressede er de. Naturen spiller derfor en afgørende rolle i en tid, hvor stress er blevet en folkesygdom med store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser.  Meditationens gavnlige virkninger er indre ro, overblik og nærvær, hvilket gør at livet opleves fuld af glæde.

Mennesker egner sig ikke til at leve i byen. Biologisk og evolutionært set hører vi ikke til i den hektiske grå betonverden, som mange lever i. Bylivet ligger langt fra de naturmiljøer, som vi mennesker instinktivt har foretrukket siden urtiden. Studier af hjernen udført af amerikanske miljøpsykologer og svenske hjerneforskere viser, at ophold i naturen kan modvirke stress og andre psykiske lidelser.

Stress opstår bl.a. når vi ikke tillader at opholde os i ro og hvile. Meditation er en af de mærkbare indsatser, som tiltaler mange. Det rolige sted, den rolige fornemmelse, som er resultatet af meditation, er programmeret dybt inde i hver enkelt. Vi finder ind i nærværet ved meditation og refleksion.

Oprindelige folkeslag lever i naturen, med naturen og af naturen. Derfor ligger løsningen på problemerne også i den indre natur. Alle mennesker besidder evnen, men hvorfor netop naturfolk viser sig at være fantastiske til at meditere, ligger i at vi er tæt på elementerne, vores grundbygge sten. Den, der har været i Island, eller et hvilket som helst sted på jordkloden, hvor naturen er stor, dér hvor mennesket er underlagt naturens lov, kender følelsen af at skue ud over et område, hvor tiden går i stå. Det er dét, der gør at folk, som lever tæt på naturen er gode til at meditere, om end de ikke altid er klar over, at det er det de gør.

 

Hvad siger forskningen?:

Flere og flere forskningsstudier, både danske og internationale viser, at ophold i grønne områder giver lavere stressniveau og højere velbefindende. Grønne omgivelser er vigtige for sundheden og jo mere natur og plantemateriale, der er, jo større helbredende virkning har det.

Nogle af de mest interessante beviser for de sundhedsmæssige fordele af naturen kommer fra Japan, hvor den populære praksis ”Shinrinyoku” eller ”skovbadning” udøves. Skovbadning er i Japan blevet en anerkendt afslapnings- og stresshåndterings aktivitet. Her opholder man sig i naturen i flere timer ad gangen. Undersøgelser i de sidste par år har vist, at skovbadning også er styrkende for immunsystemet .

Fremtidig forskning foretages bl.a. af Dr. Quing Li fra Medical School Nippon i Tokyo. Han forsker også i effekten af skovbadning på kardiovaskulære og metaboliske parametre og udtaler, at han planlægger at udvikle skovbadning til at være en forebyggende foranstaltning for nogle sygdomme som depression, forhøjet blodtryk og kræft.

Læs mere på:  hphpcentral.com

 

Forskning har bl.a. vist, at skovbadning giver et væsentligt lavere cortisol indhold i blodet – et stressshormon, der sammen med lavere blodsukker, blodtryk og puls, reducerer angst, depression og stress.  De naturlige dræberceller – Natural killer(NK) celler en type hvide blodlegemer, der spiller en vigtig rolle i forsvaret mod bakterier, vira og tumorer. Med aldring, et højt stressniveau førte Quing Li fra Medical School Nippon i Tokyo i 2005 og 2006 en gruppe af midaldrende forretningsmænd i skoven for at vandre i tre dage. Ved udgangen af de tre dage  viste blodprøver, at deres NK-celler var steget 40 %. En måned senere, var deres NK stadig 15% højere, end da de begyndte. Men når de samme mennesker gik i byen, ændrede deres NK niveau sig ikke.

I Danmark forskes der bla. I behandling af stressramte i terapihaven Nacadia

læs mere på

http://ign.ku.dk/terapihaven-nacadia/forskning/nacadia-konceptmodel.pdf

og Helseskoven i Hørsholm

http://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2014/11/nu-indvies-helseskoven-i-arbor....

Kontakt os

Helseværkstedet

Om Grethe Lindholm Pedersen

Certificeret ID-psykoterapeut i 2004 efter 4 års uddannelse hos ID-instituttet v/Ole Vadum Dahl.

Efteruddannet i Chok/traumebehandling efter Peter Lewines model - speciale i stress, depression og angst. 

Terapeutisk erfaring siden 2002.

Tilmeld til nyhedsbrev