Livet som menneske

Kort beskrivelse

Livet som menneske - frygten.

At være menneske er både uendelig smukt og uendelig frygtindgydende. I samme øjeblik man fødes ind i den fysiske virkelighed, er man garanteret smerte, adskillelse og død.

Den eksistentielle frygt er uomgængelig og kalder på at blive mødt direkte. Men det mest almindelige er at forsøge at undgå frygten, hvorved den forfalder og bliver en mere diffus og underliggende angst.

Frygtens formål er at kalde til vågenhed. På det instinktive niveau viser det sig klart og utvetydigt. Adrenalinen skærper sanserne, og energien omsættes til klar og hurtig handling. Hvis huset brænder, handler det om enten at flygte fra flammerne eller kæmpe imod dem. Frygten tjener til at redde og beskytte liv og er en basal grundfølelse, indbygget i det biologiske system for at sikre individets overlevelse.

 

På det psykiske plan kalder frygt ligeledes på forhøjet årvågen beredthed. Det vil altid være rystende at åbne sig for det ukendte – hvad enten det drejer sig om at møde noget nyt uden for sig selv eller om at være åben for at lade dybere og ukendte følelser blive følt. Her handler frygten ikke om at kæmpe eller flygte, men derimod om at komme fuldt til stede i situationen, midt i frygten. Hvis man midt i rystelserne kan møde frygten åbent, bliver den til intensiveret vågent liv.

Det er med frygt som med alle andre basale følelser: Den kan ikke og skal ikke fornægtes. For så bliver den til bekymring, diffus nervøsitet, en dulgt ufølsomhed i kroppen, en underliggende utryghed og ængstelse, eller overdreven kontrol af sig selv og sine omgivelser.

I den grad man forsøger at undgå frygten, i samme grad vokser den i det skjulte. Angsten projicerer sig uvilkårligt ud i forskellige objekter og situationer og kan blive til fobier af forskellige slags.

Den emotionelle angst er – i modsætning til den naturlige biologiske frygt – en projektion fra det ubevidste. Man kan være bange for at flyve, køre i tog eller i elevator. Alt sammen noget som jo dybest set kan være farligt. Lige så vel som det kan være farligt at cykle og gå på gaden, men det er der i de flestes sind ikke en angst-projektion på. Det er således ikke frygten i sig selv, men sindets projektion på de situationer, der fremkalder frygt, som er afgørende for, om den bliver lammende.

Den naturlige frygts energi gør én lysvågen og vækker nyt liv. I vores moderne kultur er den instinktive parathed imidlertid faldet meget i søvn, og muligheden for at møde angsten åbent og direkte i vågent nærvær er endnu ikke noget man lærer om i skolen. Det efterlader tydeligvis en trang til på anden måde at føle adrenalinens intense vingesus. Film-industrien imødekommer behændigt dette behov. I et eskalerende forbrug af actionfilm og gyserfilm og andre rædsels-scenarier får man aktiveret den undertrykte ubevidste angst. Den kunstigt fremkaldte adrenalin ser umiddelbart ud til at give det sus af vågenhed, som man ubevidst søger, men måske ender den med, at man i stedet bliver tom og sløv og fremmedgjort fra frygtens vågne intelligens i dagligdagens virkelige situationer.

Det om det i en overgang kan være nyttigt at få hjælp til at håndtere angst og fobier, så de ikke lammer én i hverdagen, så er frygt grundæggende ikke et problem, der skal løses. Det er en energi, der skal leves.

 

”I´ve been afraid every day of my life, and I´ve never let I stop me form doing anything.”

Kunstner Georgia O´Keeffe

Kontakt os

Helseværkstedet

Om Grethe Lindholm Pedersen

Certificeret ID-psykoterapeut i 2004 efter 4 års uddannelse hos ID-instituttet v/Ole Vadum Dahl.

Efteruddannet i Chok/traumebehandling efter Peter Lewines model - speciale i stress, depression og angst. 

Terapeutisk erfaring siden 2002.

Tilmeld til nyhedsbrev