De særligt sensitive

Kort beskrivelse

De særligt sensitive – den forbandede velsignelse!

Kender du det ikke godt? Du føler, at dine sanser hele tiden vibrerer, er på overarbejde. Du fornemmer musik, natur og dine medmenneskers følelser virkelig intenst. Men du bliver også stresset af de mange sanselige indtryk, som hober sig op i krop og sjæl. Du har lyst til at trække dig fra store sociale sammenhænge og søger ensomheden – hvilket godt kan være problematisk i nutidens samfund, hvor man skal være på hele tiden i både den en og den anden sociale sammenhæng. Har du det på denne måde, er det ikke usandsynligt, at du er en af de ca. 20 % af befolkningen, der er udstyret med det helt specielle karaktertræk, der på dansk er døbt ’særligt sensitiv’ – på engelsk Highly Sensitive Person (HSP)!

Suger alle indtryk til sig

At have disse karaktertræk, eller evner om man vil, kan være en forbandet velsignelse for den pågældende person, især hvis man ikke ved, at det er det, der er ’i vejen’, når man må kæmpe sig gennem livet med de følelsesmæssige satellitter i konstant kredsløb i både personlig, social og arbejdsmæssig sammenhæng og slet ikke kan rumme alle de indtryk, man bogstaveligt talt suger til sig som en toptunet industristøvsuger.

20 % er ’særligt sensitive’

Her er det psykoterapeut Grethe Lindhold Pedersen fra Helseværkstedet i Jelling kommer ind i billedet. – Problematikken med de ’særligt sensitive’ er relativt nyt og uudforsket område her i Danmark, hvorimod man i eksempelvis USA er noget længere fremme. Men det piller jo ikke ved den kendsgerning, at vi har ca. 20 %, der har de her karaktertræk, og de mennesker har i høj grad brug for at få hjælp til selverkendelse og brug for en masse gode redskaber og værktøjer, der kan give dem en godt liv og en god hverdag i det hele taget, fortæller Grethe Lindholm Pedersen, der udover at servicere sine klienter i de klassiske psykoterapeutiske områder, har specialiseret sig i området med de ’særligt sensitive’.

Problematikken helt inde på livet

- Det er et fantastisk spændende område. Jeg har gennem mine terapeutiske behandlinger gennem tiden følt, at jeg nogle gange sad med en klient, som jeg ikke rigtigt kunne klassificere og placere i de eksisterende ’kasser’ indenfor vores område, men da jeg hørte om HSP-tanken, og samtidig har en nu voksen datter, der fra barnsben har kæmpet med netop de både negative og positive gaver ’de særligt sensitive’ nu engang er født med, ja så faldt der lige pludselig en hel masse på plads i min opfattelse af både min datter og en del af mine klienter, siger Grethe Lindholm Pedersen. At få denne erkendelse for min datter betød eksempelvis et livstils- og karriereskifte, hvor hun nu kan udnytte de ’psykiske superkræfter’ hun har på bedste vis - både for hende selv og til at hjælpe andre mennesker, siger Grethe Lindholm Pedersen.

Flere særligt sensitive kvinder end mænd

Typisk vil en særligt sensitiv person være meget sårbar og nærmest føle sig overstimuleret hele tiden. Vedkommende har generelt meget høje etiske værdier og en udpræget stor retfærdighedssans og funderer meget over, hvad andre mon tænker om én. Særligt sensitive har også udpræget svært ved at sige ’nej’ til andre. De vil tit føle sig skuffede over andre mennesker, men omvendt vil de også være i stand til at have store indre oplevelser i naturen og med musik. Det er ofte kreative, intuitive og iderige mennesker, og som det ser ud lige nu, er det oftest kvinder, der har de her karaktertræk, påpeger Grethe Lindholm Pedersen, der vurderer, at for hver gang hun har 10 ’særligt sensitive’ klienter er de 9 kvinder! – Men kvinder er bedre til at komme ud af busken. For en mand er det ikke særligt mandligt at erkende at han er ’særligt sensitiv’, så jeg tror der er flere mænd derud, end vi opdager, mener Grethe Lindholm Pedersen.

Selverkendelse er første skridt til et bedre liv

Grethe tilbyder som sagt samtaleterapi til særligt sensitive, hvor det allerførste skridt er selverkendelse. Det er vigtig at opdage, at man bestemt ikke er alene om de her problematikker, og det er vigtigt at erkende, at det er et medfødt karaktertræk, som man ikke kan fjerne, ligesom man ikke kan lave om på, om man er A- eller B-mennesker. Efter erkendelsen kommer værktøjerne/redskaberne, der kan være med til at give klienten nogle strategier, der kan gøre livet lettere for vedkommende og som kan være med til at tage toppen af eller endda helt fjerne de mange bivirkninger, der er ved at være velsignet med disse særligt sensitive egenskaber. Samtidig tager Grethe som noget helt unikt i forhold til gængs praksis også hånd om de nærmeste pårørende til klienten, så de bliver klædt på til at forstå, hvad det er for en verden en særligt sensitiv må leve i.

Flere og flere børn er særligt sensitive

- Jeg afholder også små kom-sammen-aftner, hvor vi i en mindre gruppe får snakket om det at være særligt sensitiv, og hvor man kan møde ligesindede og få en uformel snak over en kop kaffe. Jeg er også ofte ude og holde foredrag om det her emne, og kan se på tilhørernes reaktioner, at det her er et område, vi i den grad skal tage seriøst. Vi får for eksempel flere og flere børn med de her særligt sensitive evner, og de har det svært i skolen, hvis de ikke bliver forstået på den rigtige måde og bliver guidet til at manøvrere rigtig i livet. De skal blive ’selvkørende’ i forhold til at håndtere de både negative og positive sider af deres evner – og det kan jeg hjælpe dem med, siger Grethe Lindholm Pedersen, der ser stor fremgang hos sine ’særligt sensitive’ klienter.

Høj succesrate

- Det ligger jo i deres natur netop at være gode til at lytte til råd og vejledning og til at tage tingene til sig og arbejde med de værktøjer, jeg giver dem, så succesraten er høj, hvilket er rigtigt dejligt, lyder det afslutningsvist fra Grethe Lindholm Pedersen.

Skulle du sidde og fundere over, når du læser disse linjer, om DU skulle være særligt sensitiv, kan du tage en test på http://www.hsp-foreningen.dk/.

Kontakt os

Helseværkstedet

Om Grethe Lindholm Pedersen

Certificeret ID-psykoterapeut i 2004 efter 4 års uddannelse hos ID-instituttet v/Ole Vadum Dahl.

Efteruddannet i Chok/traumebehandling efter Peter Lewines model - speciale i stress, depression og angst. 

Terapeutisk erfaring siden 2002.

Tilmeld til nyhedsbrev