Betragtninger om tid til livet

Kort beskrivelse

Betragtninger om tid til livet …. og til det at holde mørkning.

God tid med værdifuldt indhold, er godt liv.

 

Det, du gør, skal være værd at gøre, og så er det ikke sagen at skynde dig så meget, at det enten bliver halvt gjort eller din fornemmelse af at have gjort et godt stykke arbejde eller haft en god oplevelse, delvis forsvinder.

 

Det betyder også, at du skal have tid til at fordybe dig, når du finder anledning til det, og ikke blot nå så mange ting som muligt for at leve op ti udefra/indefra kommende krav. Det være sig i arbejdslivet, i fritiden eller i familielivet.

Det er, som om alting skal gå så stærkt i dag, at vi slet ikke har tid til at tænke over, hvad vi foretager os og hvorfor.

En gang imellem kunne det være rart, hvis du stoppede op, og spurgte dig selv: hvad er det egentligt, du er i gang med – er det, det jeg vil? Kunne det måske gøres på en anden måde? Det at fordybe  dig i de ting, du synes, er værd at ofre tid på.

Samtidig er tiden den eneste ressource, der er fordelt ligeligt på alle mennesker. Vi har 24 timer i døgnet. Det er måden, du anvender dem på, der afgør, om du har et godt liv. Tænk over det så ofte som muligt.

På den måde får du mulighed for at vurdere og tænke over, om din tids anvendelse er i overensstemmelse med det liv, du gerne vil føre og med de værdier, der er vigtige for dig. Hvad er det, du værdsætter i dit liv, og som du gerne vil have mere af?

Er det de materielle værdier? Det, du fysisk kan tage og føle på eller vise frem? Eller er det de øvrige værdier, oplevelser, følelser, have det godt med dig selv og din partner, mærke kærlighed og nærvær med de vigtigste personer i livet?

Vores værdier ligger dybt i os, ofte næsten på et ubevist plan. Nogle værdier har vi med os fra livets begyndelse, og nogle er vi blevet opdraget med og sammen med de påvirkninger, vi har modtaget i barndommen, ungdommen og videre frem, og som har  gjort os til de mennesker, vi er i dag.

 Men er det værdier, du selv vil leve inderst inde, stiller du spørgsmålstegn ved dem eller lever du mere på automatpiloten?

Valget er vort eget. Det tager tid og opmærksomhed at finde og leve sine inderste værdier og give dem plads i livet. Og det er det værd! En stille stund i ro med sig selv skaber  en følelse af, hvad der er vigtigt/værdifuldt eller ikke – hvad man ønsker mere eller mindre af  i sit liv.

I min barndom holdt vi ofte mørkning i efterår og vintermånederne. En stille stund med tid til eftertanke, småsnak og samvær. Jeg genoplevede et strejf af stemningen forleden aften under min skovmeditation, hvor tusmørket ganske langsomt sænkede sig samtidig med, at naturen gik til ro for natten. En stemning, der manede til ro og tankefuldhed og som skabte en længsel efter mere af den slags.

Prøv f.eks.at sætte dig med dine børn – eller alene, mens mørket falder på og det kunstige lys endnu  ikke forstyrrer øjet. Tænd måske et stearinlys, mærk roen og lad nærværet med dig selv sænke sig. Lad tankerne strømme ucensureret og lad dagens oplevelser og betroelserne blomstre, mens dagslyset svinder. Måske læses der et eventyr, fortælles en erindring eller deles følelser, der fylder i sindet, inden roen kan sænke sig helt.

Kontakt os

Helseværkstedet

Om Grethe Lindholm Pedersen

Certificeret ID-psykoterapeut i 2004 efter 4 års uddannelse hos ID-instituttet v/Ole Vadum Dahl.

Efteruddannet i Chok/traumebehandling efter Peter Lewines model - speciale i stress, depression og angst. 

Terapeutisk erfaring siden 2002.

Tilmeld til nyhedsbrev